|
Følgende er taget fra ”Den blå avis” www.dba.dk
Oplagte mål for motorcyklister:
- Ture mellem danske vandrerhjem
- Alle sydsvenske grusveje - jubii!
- Norske kyst og bjergveje
- TT-racerløb i Assen, Holland
- Nürburgring, Adenau i Tyskland
- Østrig, Alperne, Cote d’Azur
- Sardinien - dyrt, men smukt
- Sydengland eller Skotland
- Bjergbyerne ved Costa del Sol
- Sydfrankrig og NØ Spanien
- Norditalienske landeveje
- Sydeuropæiske kystveje
12 råd før rejsen 1. Cyklen skal være tip top: Inspireret landevejskørsel stiller større krav til teknik end en smuttur på motorvejen. Bremser, gasrulle, kobling og gearskifte er i brug hele tiden, og din affjedring pumpes uafbrudt ud og ind. Derfor skal cyklen være i toptrim: Spænd bolte og check kæde, dæk, støddæmpere, batteri, pakninger, kabler, bremsevæske, bremsebelægninger m.m. før rejsen. 2. Forbered dig: Du kører bedst når du er velforberedt, udhvilet og frisk. Smør en madpakke og pak ekstra frugt, kiks og chokolade og saftevandsbriketter i tanktasken. Læg dagens rute ind på kort eller GPS. Tjek vejret, tag det bedste køredress på, rens visiret, husk høreværnet og kom af sted - før Europa vågner! 3. Kør den korteste rute ud af byen: Forlad lokalområdet i fred. Så får du en god, sikker start, hvor du varmer dækkene op og gradvist opbygger et effektivt glidende tempo, før det rigtig går løs på landevejen. Kører du stærkt fra starten risikerer du aldrig at finde den rytme og sikkerhed, der kan redde dit liv i en kritisk situation. 4. Undgå motorveje og trafikårer: Små, snørklede landeveje (dem der ses som en tynd, sort streg på kortet) er de sjoveste - og jo mindre de er, desto større er dine muligheder for at køre friskt uden at genere nogen. Brug primært hovedvejene som transportstrækninger, hvis du skal hurtigt videre eller må søge væk fra regnbyger. 5. Orienter dig efter landskabet: Kunsten er at "læse" geografien mens du kører. Solens stilling og klokkeslættet afslører, hvor nord, syd, øst og vest ligger. Kig efter bakker, sving, skove, søer - og vælg den retning hvor du finder de sjoveste udfordringer. Hver gang du kommer til en velkendt trafikåre, så drej væk og prøv det sjovere alternativ. Så træner du din evne til at læse terræn og lærer nye ruter. 6. Læs de skjulte advarsler: Du får masser af information fra vejen og dens omgivelser. Brug den til at opnå sikkerhed og effektivt glid. Vejskilte, lygtepæle, læhegn, striber, grøfter og asfaltbelægninger viser vej og dikterer dit tempo. Dufte og temperaturer afslører om der er en fugtig skovvej eller et åbent konditori efter næste sving. 7. Brug cyklen fuldt ud: Din MC kører i reglen bedre end du selv. Lær at udnytte den og husk de elementære regler: Udnyt din vejbane i bredden, men hold dig ALTID på den rigtige side af midterstriberne. Brems minimalt og sent (men i tide!) før sving og sørg altid for at have træk på, så du kan komme ud igen. 8. En god kørerytme er afgørende: Som entusiast kører du gerne mange timer i træk og (lange) omveje er velkomne, blot ruten fører dig effektivt frem gennem landskabet. Hold kun få, korte drikke/tisse-pauser og en enkelt længere spisepause - ellers risikerer du at blive dvask og ukoncentreret. 9. Kør glidende og spar reserverne: Erfarne touring- og landevejskørere ved, at man skal køre effektivt for at opretholde koncentrationen mange timer i træk. Kør kun 80 procent af, hvad du kan. Og undgå at presse dig selv over evne. Det er livsvigtigt at have reserver til en kritisk situation. 10. Kør hellere med solen end mod: Modlys reducerer din orienteringsevne og trætter i længden. Du kan få mørke solvisirer eller kontrastøgende specialvisirer til de fleste hjelme. Ellers tag et par solbriller med. 11. Høreværn er et must: Vindstøj og motorlarm trætter selv den mest veltrænede kører. Apotekets billige skum-ørepropper kan hjælpe en del, men er ingen erstatning for formtilpassede silikone-ørepropper - fx musiker-høreværn, der bestilles hos din læge. 12. Din kondition er kritisk: Mange timers effektiv kørsel tærer hårdt på din krops reserver. Kør kun kortere ture (2-400 km pr. dag) i starten. Sørg for at få godt med søvn, og kør så gradvist længere træk efterhånden som du træner din fysik op til at klare udfordringen.
Peter Rahbek – dba
|