|
Fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Benny Andersen Det er både fascinerende og sjovt at køre på motorcykel i flok, men det er bestemt ikke ufarligt. Det er derfor vigtigt, at vi følger nogle få enkelte retningslinier, både for egen og andres sikkerhed.
- Giv klar besked om, hvornår man kører. Her er det vigtigt, at alle gør sig klar samtidig, så der ikke opstår unødig ventetid.
- Man kører frem til en startposition og venter her, indtil alle er samlet.
- Forrest i gruppen kører en "guide", som vil holde et jævnt og passende tempo.
- Indtag en zig-zag formation under kørslen, hvor "guiden" kører inderst (vognbanens venstre side). De efterfølgende vælger skiftevis højre og venstre side. Dette giver en større synsfelt og standselængde, og et bedre og større udsyn over alle de andre MC'er i gruppen. Desuden får det gruppen til at syne af mere for de øvrige trafikanter.
- Overdriv din placering i formationen lidt. Foruden øget bremselængde efterlader det heller ikke nogen tvivl hos de andre MC'er om du er venstre- eller højremand.
- Afstanden afhænge af farten og især forholdene. Oftest vil det passe med en afstand på mellem 1-2 sekunder, hvilket svarer til ca. 25 meter ved 50 km/t og ca. 40 meter ved 80 km/t.
- Når man skal standse, fx. ved en vejudmunding, et kryds eller andet, klapper man zig-zag formationen sammen, ved at højremanden kører op på siden af venstremanden. Derved bliver gruppen kortere, og deltagerne får bedre udsyn og orienteringsmuligheder. Desuden bliver det lettere for gruppen at komme i gang igen og komme samlet over en krydset vej. Sørg for at komme af sted så samlet som muligt, så gruppen ikke bliver spredt.
- Ved kørsel i by eller ved passage af lyskryds, opstår der hurtigt et slip i gruppen. Hold ind til siden et passende sted og vent til gruppen er samlet - det er vigtigt, at få alle med.
- Ved overhaling skal man holde sin plads i gruppen - der kan opstå meget farlige situationer, hvis en bagvedkørende overhaler samtidig med, at en forankørende trækker ud. Overhalingen skal
ske så hurtigt som muligt.
- Passer din MC ikke til dette jævne tempo, så placér dig længere nede i rækken, da tempoet bagude variere en del. Dette betyder til gengæld, at man skal være ekstra opmærksom på sine medkørere. Er du ikke fortrolig med gruppekørsel, så vælg en plads fremme i rækken.
- Hold altid din plads i gruppen under kørsel. Får du lyst til at skifte plads, så gør det under en pause, som der vil være flere af.
- Hold øje med den/de bagvedkørende og sænk hastigheden indtil der er passende afstand.
- Hvis en motorcyklist forlader gruppen, vinker man lige farvel, så de andre bliver klar over, at der ikke er problemer.
- Kører man i en gruppe, hvor alle kender hinanden eller kommer fra samme klub, bør man holde ind til siden og hjælpe, hvis en kører får problemer. Vær specielt opmærksom på sidste MC i gruppen.
Ved større arrangementer vil der ofte være en turleder
- Turlederen udpeger en fast sidstemand og anmoder deltagerne om at lægge mærke til ham, for han "lukker leddet".
- Når turlederen eller den udpegede førermaskine blinker af, holder nr. 2 i den forskudte række ind til siden og viser med sin tilstedeværelse vej for de efterfølgende.
- Lad være med at springe ud i krydset og begynde at dirigere trafikken. Det er farligt, og man påtager sig et stærkt ansvar, hvis noget går galt. Hold i stedet således, at du med din maskine signalerer retningen for de efterfølgende. Hold ikke anderledes, end at det er lovligt.
- Den holdende "vejviser" forlader først stedet, når sidstemanden ankommer - og aldrig før. Noget kan have forsinket de sidste deltagere, og hvis vejviseren er kørt, når de ankommer til stedet, er de tabt af ruten. Bliv derfor holdende til sidstemanden ankommer, eller du på anden måde bliver hentet eller kontaktet.
|